Ubudne gæster

En artikel med overskriften “Videnskabelighed” der blev trykt i Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende i 29. marts 1838.

I Ny‑Nordisk Kirketidende” læses en udførlig fortælling af udgiveren Hr. Magister Lindberg om, hvorledes de fynske gudelige forsamlinger i den sidste tid have udbredt sig både til Tåsinge, Ærø og Langeland, da de mindre øer, som ligger Syd om Fyn – når blot undtages Lyø – ellers hidtil slet ikke have været besøgte af de opvakte fynboer. Både som et bidrag til den nyeste kirkehistorie og da vor egen provins deri spiller en hovedrolle, tør udgiveren ikke med tavshed forbigå det historiske af denne beretning, så meget mere, da her er tale om en forfølgelse, der på Langeland er brudt løs imod fynboerne, og giver grundet formodning om, at forsamlingerne snart ville være udbredte over hele denne ø.”

Et bekendtskab, som en husmand ved navn Rasmus Knudsen fra Longelse Sogn, der i foråret 1837 var rejst over for at besøge en søster, som er gift i Korup Sogn ved Odense, stiftede med en af formændene for forsamlingerne i Fyn, den der i nærheden boende Lars Pedersen Møller, gav anledning til, at denne lovede i Pinsedagene 1837 at komme over til Langeland , for der at forkynde ”det sande livsens ord”.

På rejsen fik husmand Johan Nielsen af Skårupøre lyst til at følges med ham derover, og da vejen gik over Tåsinge, fik de også her holdt en gudelig forsamling. På Lars Møllers næste rejse til Langeland fik seminaristen Carl Møller fra Skårup Seminarium lyst til at tage med.

Hos smeden i Longelse fandt en stor forsamling sted. som skal have bestået af 400 til 500 mennesker. I Simmerbølle Sogn har der oftere været forsamlinger, som den gamle præst, Hr. Mind, selv har bivånet og i det hele ytret sin glæde over det begyndte livs-røre i menigheden.”

Senere udstedte herredsfogeden, Hr. Kammerjunker v. Schmidten, en rundskrivelse til alle sine undergivne sognefogeder, med befaling til at anholde alle de fynboer, som kom til Langeland, for at holde gudelige forsamlinger, og føre dem, tilligemed de langelændere, hos hvem forsamlingerne holdtes, som arrestanter til Rudkøbing; men da ikke desto mindre en forsamling atter holdtes i Longelse Sogn, blev nogle af de ”troende” langelændere indkaldte for Herredsfogeden, som forlangte af dem, at de skulde forpligte sig til

1) aldrig mere at lade gudelige forsamlinger afholde i deres huse, og

2) aldrig selv tiere at deltage i sådanne gudelige Forsamlinger.

Gårdmand Hans Jørgen Hansen og Seminaristen Carl Møller blev derimod indkaldte for herredsfogeden i Sunds og Gudme Herreder, Hr. Kancelliråd Bruun, for at få en irettesættelse og blev desuden betydede, at hvis de oftere kom til Langeland for at holde gudelige forsamlinger, ville de blive anholdt og anset som løsgængere.

Alligevel holdtes den 30. december en forsamling i Longelse Sogn og nytårsdag 1838 atter en i Simmerbølle, der var så talrig, at den agtedes på 300 personer.

Så kom den strenge frost; men – hedder det – den kølnede dog ikke kærligheden, som brændte imellem de troende fynboer og langelændere, meget mere åbnede den dem den bekvemmeste lejlighed til en stadigere Omgang.

Den 23. januar gik syv langelændere over isen til Skårupøre ‑ alene i det ærinde, at søge fælles glæde i herren ved samtale, sang, bøn og læsning l Guds ord.

Johan Nielsen i Skårupøre og Hans Jørgen Hansen fulgte derpå efter anmodning tilbage med dem, og holdt forsamlinger, først i Simmerbølle, siden hos skomager Anders Jensen i Tryggelev Sogn, der vare anmeldte for Præsterne.

Dog havde præsten Hr. Drejer i Tryggelev frarådet dem det i al venlighed; men desuagtet holdt de en gudelig forsamling, hvorved 30 til 40 personer af begge køn skal have været tilstede. Da alt var forbi, erklærede sognefogeden begge bemeldte fynboer sine arrestanter og lod dem køre i kaner til Rudkjøbing, hvor herredsfogeden befalede arrestforvareren, at han skulde sætte dem ind hver i sit hul, langt fra hverandre.

Efter beskrivelsen ville han hverken modtage den tilbundne kaution eller tillade, at der blev leveret dem noget at leve af eller sengeklæder at ligge på i den usædvanligt strenge frost, men svarede, at de skulle ligge på madrasser og leve ved fangekost.

Nogle af deres venner formåede endelig Hr. provst Pram Gad til at mægle i denne sag, hvorpå de, efter al der var holdt forhør og stillet vedbørlig kaution for dem, slap ud endnu samme aften.

Derpå – vedbliver beretningen – tog de ud til Hans Rasmussen på Pileløkke-Gården i Simmerbølle Sogn, hvor de lovede, prisede og takkede herren , som havde agtet dem værdige til at lide fængsel for hans navns bekendelses skyld.

Søndagen den 28. januar gik de i kirke i Simmerbølle, for at høre Hr. Pastor Wind, og om eftermiddagen samledes en del folk hos smeden i Simmerbølle, hvor de da atter opbyggedes med guds ords betragtning.

Efter tilbagekomsten til Skårup have de indgivet en promemoria til amtmanden over Svendborg Amt, med bøn om, at den imod dem anlagte arrest måtte hæves, og de forhjælpes til oprejsning for det imod dem udviste Forhold.

Beretningen slutter med betragtning over følgerne af en borgerlig forfølgelse, der har sikret de gudelige forsamlinger en stadig vækst og fremgang på Langeland.”

 I en påfølgende fremstilling af de gudelige forsamlingers plantelse og udbredelse på Ærø siges, at da ingen hidtil her har brugt verdslig magt for at dæmpe denne bevægelse, har den heller ikke haft nogen mærkbar fremgang. Den første forsamling blev holdt i Bregninge Sogn i sommeren 1837 af gårdmand Peter Larsen Skræppenborg fra Odense Herred.

Forsamlinger er senere afholdte både i Ommel i Marstal Sogn og i Søby Sogn af seminaristen Carl Møller i forening med en ærøboer Martin Bonnesen, som tjente på gården Skræppenborg i Fyn, uden at have været forstyrrede; thi et cirkulære fra øvrigheden i Ærøskøbing, som forbød alle gudelige forsamlinger, fandt Carl Møller sig uvedkommende, da han efter sit rejsepas ikke kunne henregnes til omflakkende personer.

Sognepræsten i Søby vilde vel i førstningen formene det, og truede med at lade Møller føre som arrestant til Ærøskøbing; men gav senere sit samtykke på vilkår, at de vilde rette sig efter forordningen. Under samtalen bemærkede præsten videre, at han nok vidste hvad det hele skulle betyde; det er nemlig således sagde han, at I vil være præster i stedet for os andre – nogenlunde svarede Carl Møller – vi forlanger kun at have vor andagt uforstyrret i vore huse. Forsamlingen blev da holdt denne aften uforstyrret, og dagen efter vendte Møller tilbage til Fyn.