Christian Larsen Stub og Nicoline Simonsdatter af Rudkøbing

Enkemanden Christian Larsen Stub og enken Nicoline Simonsdatter, blev i 1845 var tiltalt for et voldeligt overfald, trusler og falsk vidneforklaring. De forurettede var daglejer Peder Poulsen (der sammen med sin kone boede til leje hos Christian Larsen Stub i Rudkøbing Kohauge) og Singer Cathrine Arentsdatter, der var blevet truet til ikke at afgive et sandfærdigt vidnesbyrd. Denne historie giver et indblik i personerne involveret i sagen samt et overblik over sagens forløb.


Christian Larsen Stub var født i 1804 i Longelse på Langeland, som søn af Lars Severin Stub (d. 1835) og Kirstine Magdalene Mogensdatter (d. 1851), der boede i Rifbjerg i Simmerbølle Sogn. Ved Christians konfirmation i Simmerbølle Kirke i 1818, har præsten noteret at Christians fader var barn af digteren Ambrosius Stub. Christian blev gift med Kirsten Jørgensdatter d. 6. september 1833 i Simmerbølle Kirke og fik med hende børnene: Anne Kristine Stub (f . 14. marts 1834 i Simmerbølle – d. 9. juli 1889 i Skrøbelev), Caroline Stub (f. 13. juli 1837 i Simmerbølle – d. 18. marts 1840 i Rudkøbing), Et unavngivet drengebarn (f. 2. september 1841 i Rudkøbing – d. 4. september 1841 i Rudkøbing), Lars Christiansen Stub (f. 18. december 1842 i Rudkøbing – d. 27. december 1842 i Rudkøbing). Christians kone Kirsten Jørgensdatter døde d. 31. december 1843 i Rudkøbing. Efter Kirsten Jørgensdatters død fik Christian endnu et barn, denne gang med Nicoline Simonsdatter. Christian døde i Odense Tugthus d. 23. maj 1847, 43 år gammel.

Nicoline Simonsdatter var født i d. 14 november 1813 i Lindelse, som datter af ugifte Susanne Nicolaysdatter (d. 1852) og udlagte barnefader Simon Pedersen Drost. Moderen giftede sig senere med Rasmus Christiansen (d. 1857), der var skovfoged i Longelse og han blev Nicolines plejefader. Nicoline fik sønnen Rasmus Christiansen Hansen (f. 1. oktober 1837 i Longelse) og udlagde som barnefader ungkarl og bødkersvend Hans Christian Rasmussen af Rudkøbing. Nicoline tjente i 1840 på hovedgården “Fårevejle” og mødte her Anders Pedersen med hvem hun blev gift d. 11. juli 1840 i Longelse Kirke. Med Anders fik hun sønnen Peder Andersen (f. 15. juni 1840 i Longelse). Anders Pedersen døde i Rudkøbing d. 4. juni 1843. Med Christian Larsen Stub fik Nicoline sønnen: Christian Larsen (f. 4. oktober 1844 i Rudkøbing – d. 28. september 1928 i Bøstrup). Nicoline døde af tyfus i Odense Tugthus d. 8. maj 1847, 34 år gammel.

Børnene: Efter Christen Larsen Stub og Nicoline Simonsdatters fængsling, blev børnene sendt i pleje forskellige steder. Parrets fælles søn, Christian Larsen Stub, samt Nicolines ældste søn Rasmus Christiansen Hansen, blev plejebørn hos skovfoged Rasmus Christiansen i Longelse, hvor Nicoline også selv havde været plejedatter og som havde giftet sig med moderen. Nicolines søn Peder Andersen blev plejesøn hos plejekone Marie Bull i Rudkøbing, hvor han også blev konfirmeret. Christian Larsen Stubs datter Anne Kirstine Stub kom i pleje hos Møller Schnohr i Rudkøbing, hvor hun også blev konfirmeret.


Christian Larsen Stub og Nicoline Simonsdatter blev fængslet i 1845 og sad under hele sagens forløbet fængslet i Rudkøbing Arrest. Fra juni måned 1845, beskrives dagligdagen i arresten af den opsynshavende betjent. Der bringes her et uddrag:

  • 2. juni 1845: Stub sørgmodig.
  • 3. juni 1845: Stub forlanger papir og blæk af mig til at skrive nogle stykker ud af Bibelen.
  • 8. august 1845: Nicoline Simonsen vil bestandig tale med Stub når jeg går i gangen, hun er forresten ikke meget arbejdsom.
  • 13. september 1845: Stub møder på rådhuset i forligskommissionen, indkaldt af købmand Andreasen i anledning af noget jord som er solgt til Andreasen.
  • 2. november 1845: Nicoline Simonsen irettesat.
  • 24, november 1845: Forkyndt ekstraretsdom (Birkeretsdom) af 11. november for Christian Stub, lydende på 3 år i Odense Tugthus. Nicoline Simonsen dom på 4 år i Odense Tugthus. De var begge utilfredse med dommen.

Herunder følger den ankesag, der af Christian Larsen Stub og Nicoline Simonsdatter blev indanket efter den dom, der blev afsagt i Birkeretten (svarende til Byretten). Sagen blev behandlet af Lands, Over samt Hof og Stadsretten (Svarende til Landsretten). Sagen blev trykt i Juridisk Ugesskrift, Årgang 7, No. 11 fra 1845, hvorfra den er transskriberet.

Sagen AS. 345/45 Landvæsenscommissair og Prokurator Knudsen som Actor ctr. arrestanten Christian Larsen Stub og arrestantinden Nicoline Simonsen, daglejer Anders Pedersens enke.

(En arrestant, for voldeligt overfald på en anden mand, for voldsom indtrængen i dennes bolig, samt for at have forsøgt at formå en person til at aflægge falskt vidnesbyrd, af overretten anset dels efter Frd. 15. april 1840 § 11 sidste Membrum cfr. § 1, dels efter frd. 4. oktober 1833 § 9 cfr. § 3 – og uden at det fandtes at kunne billiges, at der af underdommeren tillige var taget hensyn til sidstnævnte frd. § 19 – med 3 års forbedringshusarbejde. Samme slags strafarbejde i 4 år, i henhold * til frd. 15. april 1840 § 1, idømt en arrestantinde for aflæggelse og beedigelse af falskt vidnesbyrd.)

(Pådømt den 11. november 1845.)

Dommen er sålydende: Under nærværende fra Rudkjøbing Kjøbstads Extraret her til indankede sag aktioneres arrestanten Christian Larsen Stub og arrestantinden Nicoline Simonsen, daglejer Anders Pedersens enke, den første for voldeligt overfald på daglejer Peder Poulsen samt voldsom indtrængen i dennes bolig, så vel som for dels ved overtalelse dels ved trusler at have søgt at formå Tømmermand Anders Christophersens hustru, Singer Cathrine Arentsdatter, til at aflægge falskt vidnesbyrd, og arrestantinden for at have aflagt falsk vidnesbyrd.

Hvad arrestanten angår, må det uanset, hans vedholdende benægtelse, ved de under sagen fremkomne oplysninger, navnlig flere vidners beedigede forklaringer, anses godtgjort, at han Torsdagen den 6. Marts dette år (1845), uden at dertil var given ham nogen rimelig anledning, i det hans bolig tilliggende gårdsrum voldeligt har overfaldet daglejer Peder Poulsen, som boede hos ham, idet han først har bibragt – sidstnævnte med hånden et slag på den venstre side af hovedet, så at han styrtede til jorden, og derpå i længere tid er vedbleven at slå ham og sparke ham eller træde på ham, der ikke så sig i stand til at rejse sig op, eller tage til modværge. På samme måde må det anses bevist, at arrestanten, efter at Peder Poulsen ved sin hustrus Hjælp var bleven bragt ind i sin lejlighed, ved magts anvendelse og navnlig ved at opbryde en tilstænget dør er trængt herind og her atter har kastet Peder Poulsen til jorden, samt fortsat mishandlingen på lignende måde som i gården.

Efter den af distriktslægen, der besøgte Peder Poulsen dagen efter overfaldet, under 8. Marts sidstleden afgivne erklæring fandt han ham ved denne lejlighed liggende i sengen, ophovnet og blodig i ansigtet med et kort åndedrag, fuld og spændt puls. Ved det venstre øje fandtes to sår, et udvendig og et indenfor øjet, med en betydelig hævelse i begge øjenlåg og et blodertravasat i øjets bindehinde. På højre side af brystbenet fandtes en temmelig betydelig hævelse, og ligeledes fandtes ifølge bemeldte erklæring, sammenholdt med de senere af 18. Marts og 17. April næstefter, en fordybning på det sted, hvor det 7. ribben forenes med sammes brusk, samt en mindre fure på det 8. ribbens brusk. Peder Poulsen har derhos været underkastet et langvarigt sygeleje, men må, navnlig efter den af Distriktslægen efter at sagen var indanket herfor retten, afgiven erklæring nu anses fuld kommen restitueret.

For så vidt arrestanten sigtes for at have søgt at formå Singer Cathrine Arentsdatter til at afgive falskt vidnesbyrd, må det, skønt han også har benægtet heri at have gjort sig skyldig, ved bemeldte Singer Cathrine Arentsdatters og hendes Mands, Tømmermand Anders Christophersens beedigede udsagn anses godtgjort, at han har indfundet sig hos hende, der fra Peder Poulsens Side var anmodet om for retten at afgive forklaring om hvad der var hende bekendt til oplysning om den imod ham forøvede vold, og søgt at overtale hende, navnlig under forestillingen om edens ringe betydning til, når hun kom for retten, at forfølge hvad hun vidste i den omhandlede henseende, hvorved hun dog bestemt vægrede sig.

Derimod er det ikke bevist, at han har anvendt trusler imod hende ved denne lejlighed, ej heller at han, efter at hun havde afgivet forklaring i retten, har søgt at formå hende til at tilbage kalde den.

Hvad arrestantens strafskyld angår, da er han, der tidligere ifølge underretsdomme er straffet for overtrædelse af Frd. 13. Januar 1741 med en Mulct (bøde) af 4 Rbd., og for misligt forhold under en skiftebehandling efter hans afgangne hustru med 5 dages fængsel på vand og brød, ved den indankede dom for overfaldet på Peder Poulsen retteligen anset efter Frd. 4. Oktober 1833 § 9 efr. § 3, hvorimod det ikke kan billiges, at der ved straffens fastsættelse tillige er taget hensyn til denne Frds. § 19, der ikke kan antages at have det slags fred for øje, om hvis krænkelse der under sag er spørgsmål.

For så vidt Arrestanten er overbevist at have søgt at formå S. C. Arentsdatter til at aflægge falskt vidnesbyrd, er han ifalden straf efter Frd. 15. April 1840 § 11 sidste Membrum cfr. § 1. Arrestantens straf, der i underretsdommen er bestemt til 18 måneders forbedringshusarbejde, skønnes ikke at kunne fastsættes ringere end til 3 års forbedringshusarbejde. Derimod er han retteligen forpligtet til at betale de fremlagte Læge- og Apotheker regningers beløb, samt erstatning til Peder Poulsen for næringstab, svie og smerte efter uvillige mænds skøn, dog at erstatningen for næringstabet ikke kommer til at overstige 26 rigsbankdaler, der er det beløb Peder Poulsen selv har forment at tilkomme sig, i hvilken henseende underretsdommen, hvorved alene erstatningen for svie og smerte er begrænset i overensstemmelse med hvad Peder Poulsen under denne kategori har fordret, bliver at give et tillæg.

Arrestantinden, der ikke førhen har været tiltalt eller straffet, er ved flere af de under sagen afhørte vidners beedigede forklaringer overført at have overværet i alt fald størstedelen af de mishandlinger, arrestanten har tilføjet Peder Poulsen, og hun, der var kaldet til som vidne at afgive forklaring i anledning af den fra Peder Poulsens side til retten indgivne klage om den ham af arrestanten tilføjede overlast og har her benægtet at have set nogen af parterne slå hinanden samt beediget denne forklaring, er således ved den merbemeldte dom retteligen dragen til ansvar efter Frd 15. April 1840 § 1, ligesom og den hende idømte straf af 4 års forbedringshusarbejde findes passende.

Med Hensyn til sagens omkostninger må det billiges, at det er pålagt arrestanten og arrestantinden at udrede disse hver for sit vedkommende, men ikke, at de er tilpligtede in solidum (solidarisk) at udrede anklager og begge forsvarenes salærer, hvis størrelse findes passende, hvorimod salæret til anklager vil blive at udrede af arrestanten med de 3/4 og af arrestantinden med 1/4, og hver af dem vil skulle betale salæret til den for ham eller hende beskikkede forsvarer.

Med den heraf flydende modifikation og de yderligere, der allerede oven for i henseende til graden af arrestantens straf og erstatningen til Peder Poulsen er omtalte, vil den titnævnte dom blive at stadfæste.

Salæret til anklageren og forsvarerne her for retten bestemmes til 8 rigsbankdaler for den første og 5 rigsbankdaler for hver af de to sidste, bliver arrestanten og arrestantinden forpligtiget til at udrede i samme forhold som ovenfor i henseende til under retssagførernes salærer er statueret. Det attesteres, at behandlingen ved underretten og den befalede sagførelse ved begge retter har været lovlig.

Thi kendes for Ret:

Birketingsdommen bør stå ved magt, dog således, at arrestanten Christian Larsen Stubs straf fastsættes til 3, års forbedringshusarbejde i Odense Tugt- og Forbedringshus, at daglejer Peder Poulsens tilkendte erstatning for næringstab ikke må overstige 26 rigsbankdaler, samt at de sagførerne ved underretten tillagte salærer udredes således at arrestanten betaler 3/4 og arrestantinden Nicoline Simonsen, daglejer Anders Pedersens Enke betaler 1/4 af anklagerens salær, og at de hver for sig udreder den for dem beskikkede forsvarers salær.

Anklageren og forsvarerne ved overretten, prokuratorerne Landvæsenskommissær Knudsen, Klein og d’Auchamp, 8 rigsbankdaler til den første og 5 rigsbankdaler til hver af de to sidste, tilsvarer arrestanten og arrestantinden i samme forhold som med hensyn til underretssagførernes salærer er bestemt.

Den idømte erstatning udredes inden 8 uger efter denne doms lovlige forkyndelse og dommen i det hele at efterkommes under adfærd efter loven.


Denne dom ankedes derefter til højesteret der i 1846 stadfæstede strafudmålingen af denne dom.

Den 19. januar 1846 blev højesteretsdommen forkyndt for Christian Larsen Stub og for Nicoline Simonsdatter, der lød på 3 år for den første og 4 år for den sidste i Odense Tugthus. Endnu sad de begge i Rudkøbing Arrest. Dommen var dateret d. 7. januar 1846 og d. 23. januar 1846 blev Christian Larsen Stub og Nicoline Simonsdatter afsendt til Odense Tugthus, hvor de begge afgik ved døden året efter.


Denne avisnotits blev trykt i Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende d. 17. august 1847. Den opfordrer arvinger efter Christian Larsen Stub til at henvende sig og gøre krav på deres arveret.

Kilder:

Af Nan Toftdal – Juli 2020.