Anna Hansine Caroline Larsen – hemmeligt i omstændigheder

Anne blev født i Tryggelev d. 24. april 1887 som datter af husmand Jens Larsen og dennes hustru Hansine Christiansen. Hun var ud af en større børnflok, der blandt andet talte Laurits Edvard (f. 1876), Christian (f. 1877), Cicilie Henriette Kristine (f. 1880), Karl Vilhelm (f. 1882) og Jens Peter (f. 1885).

På billedet som stammer fra generalieprotokollen for Christianshavns Straffeanstalt ses Anne som 29 årig. At hun kan synes ældre skyldes nok datidens barske tilværelse.

Anne blev anholdt og indsat i Rudkøbing Arrest d. 23. oktober 1917. Derpå idømt ved Langelands Herreders Extraret til 1 års forbedringshusarbejde i 1917 for barnefødsel i dølgsmål.

Hun beskrives i arrestprotokollen som værende 166 centimeter høj, med blå øjne og lyst hår.

Der findes i generalieprotokollen ikke øvrig beskrivelse af sagen. Men i politiets registerblade ses Anne registreret som værende i tjeneste på Tranevej 4. b, kælderen i København hos Andersen fra maj 1909. Hun frameldes her i november 1909.

Søsteren Cecilie Henriette Kristine Larsen rejste også til København. Hun blev gift Møller, men ses ved sin død som fraskilt. Hun ernærede sig som fodspecialist og boede på Nørrebrogade 39. Hun døde i Vestre Fængsel d. 9. august 1939 af årebetændelse og begravedes på Bispebjerg Kirkegård.