Dødsdom på Langeland 1831

Af Justitssagen imod den for mordbrand dømte Carl Frederik Hansen af Clausebølle, meddeler Kollegialtidenden i et dobbelt nummer den omstændelige beretning, der først næste gang kan ventes sluttet.

Som man deraf ser, var motivet til misgerningen egentlig håb om at komme ud af sin forgældede tilstand, da han havde assureret (forsikret) fine effekter for mere end de virkelig var værd, og ved at antænde naboens gård ventede, at hans eget fæstested tillige skulle afbrænde, da vinden bar lige på det, hvilket dog ikke skete. Et senere forsøg på at afbrænde sin egen gård, mislykkedes også.

Desforuden bar han nag til naboen, hvilket rejste sig fra et slagsmål, som tiltalte aldrig har kunne glemme, ligesom han også hadede stedets sognepræst, fordi denne havde mulkteret ham (givet ham en bøde) for forsømmelse med hans børns skolegang. Da den brandlidte nemlig havde forpagtet præstetienden, tænkte han, at præsten ingen betaling ville få, og altså komme til at lide tab, når gården afbrændte.

(En ny bekræftelse på, med hvor megen føje de gejstlige embedsmænd kunde ønske sig fritagne for alt, hvad der hører til mulkteringsvæsenet, hvilke pligters opfyldelse i deres stilling falder dobbelt tung, da den harmoni og gensidige tillid, der bør finde sted imellem dem og deres menighed, derved så let svækkes).

Carl Frederik Hansens hustru var selv den første, som på grund af nogle ytringer mistænkte ham for at være gerningsmanden. Længe varede det imidlertid, inden han gik til bekendelse, og han greb til enhver mulig udflugt, uagtet selvdommeren, den aldrig sovende samvittighed, allevegne forfulgte og martrede ham. Efter ildebranden var han derfor meget urolig, vred hænderne, lå om natten søvnløs og sukkede bestandig. Da konen truede med at anklage ham blev han venlig og viste sig mod sædvane føjelig og venskabelig imod hende.

Selv under benægtelsen i forhørene viste han en kendelig forlegenhed, hvor meget han bestræbte sig for at vise raskhed og uforsagthed; som stemmen ofte var vaklende, skiftede han farve og rystede over hele legemet.

En person, som for betleri og løsgængeri hensad i samme arrest, forklarede, at Frederik Hansen ej alene (ikke kun) om dagen gik hyppig op og ned af gulvet, sukkede og sagde ved sig selv: “o Gud! o Gud!” men om natten havde han især været urolig og ængstelig, ofte sprunget op på gulvet i drømme, i hvilken tilstand han ikke én, men mange gange udråbte: “gesvindt! gesvindt! Der er ild i Anders Bentzens gård, bær ud på tøjet, nu var jeg derhenne med en lygte.” Når Deponenten da råbte til ham: “lig dog stille!” svarede han halv vågen og halvt sovende: “Åh! jeg kan ikke, jeg har så meget på min samvittighed, det ligger mig så tungt på hjertet.”

Engang da han forsikrede sin medfange, at man ikke skulle få ham til at bekende, forløb han sig, sigende, at der var ingen af vidnerne “som så, da jeg tændte ild på gården” men lagde efter nogen tavshed til: “for guds skyld tal ikke om det!” Også havde han ofte spurgt deponenten, hvorledes det var at gå stokhusretten igennem? hvortil denne svarede, at han ikke havde prøvet det; men han kendte dem som havde været der, og der skulle en god ryg til at holde turen ud.

Endnu da hans defensor (forsvarer) i sit indlæg påstod ham frifunden, imod at udrede aktionens (sagens) omkostninger, tilføjede delinqventen (Carl Frederik Hansen), at han også forventede sig frifunden for disse. Først efter at sagen var optaget til dom, begærede han at tale med sin sjælesørger, Magister Koefoed, og tilstod nu al have gjort sig skyldig i den ham imputerede forbrydelse, som han sagde, for at lette sin samvittighed, af hvis nag han idelig havde været plaget.

Trykt i “Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende” d. 21. december 1830.

Arrestanten Carl Frederik Hansen på Grevskabet Langeland er for Mordbrand dømt til at miste sin Hals og hans Legeme at henlægges på Stejle. Dommen er afsagt ved Højesteret.

Advertissement trykt i “Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende” d. 12. maj 1831


Meget tyder på at den nedbrændte gård tilhørende Anders Bentzen som Carl Frederik Hansen nævner under sin arrest, ligger i Aversie Sogn ved Præstø. Anders Benzen fik udbetalt 2000 rigsdaler fra brandkassen (forsikring) efterfølgende i følge “Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende” d. 8. november 1830.


  • Carl Frederik Hansen blev indsat i Rudkøbing Arrest d. 24. august 1830 i følge arrestprotokollen – Se den her.
  • Højesterets afgørelse i sagen indskrevet i domsprotokollen – Se den her.

Samlet og transskriberet af Nan Toftdal i 2020. Yderligere information om Carl Frederik Hansen modtages gerne.