Mary Kathrine Hansen – Dameskrædderen uden klæder.

Mary blev født i Nordenbro i Magleby Sogn på Langeland d. 19. september 1888, som datter af indsidder Knud Hansen og dennes hustru Thora Louise Jensen. Børneflokken bestod af 7 børn, der udover Mary udgjorde; Aage Thorvald (f. 1897), Dagmar Vilhelmine (f. 1893), Oskar Emil (f. 1891), Alfred Marius (f. 1884), Hans (f. 1882) samt Christian August (f. 1878).

Den d. 15. september 1909 blev hun fra Langelands Herred afleveret til 1 års forbedringshusarbejde på Christianshavns Straffeanstalt for at have begået simpelt tyveri i henhold til straffelovens §231.

Marys sag kan læses i Christianshavns Straffeanstalts generalieprotokol og lyder således:

Domfældte har i tiden fra 10. til 20. august dette år i 4 beboede lejligheder, hvortil adgangen var uhindret, stjålet et par sko, en kjole, et liv, et bælte og en chemise (værdi 17 kroner og 25 øre), samt et kåbeslag, hvis værdi ikke er anført i dommen. Endvidere stjal hun 2 af disse steder 128 kroner og 45 øre kontant. Endelig har hun d. 16. august stjålet et på en hat ophængt skørt.

Hun er ægte født og er datter af afdøde arbejdsmand Knud Hansen og efterlevende enke, der bor i Fodslette. Forældrene havde 7 børn, der alle lever. Ingen af familien er sindssyge, en broder er straffet for vold. Faderen var drikfældig. Hun er opdraget hjemme og har gået i landsbyskole (almindelige kundskaber). Efter konfirmationen har hun ernæret sig som tyende, dog har hun i de sidste vintre lært sig dameskræddersyning og gået på daglejerarbejde.

Hun er tidligere straffet i 1905 med 14 dages fængsel på sædvanlig fangekost, i 1906 med fængsel i 30 dage og 2 gange 5 dages fængsel på vand og brød og i 1908 med 3 måneders fængsel på sædvanlig fangekost. Alle gange for tyveri.

Beskrives som indesluttet og ligegyldig. Modtager advarsel for at kommunikere med medfanger under bankning i oktober 1909.