Mette Kirstine Christiansen – De Kullerupske herregårdshavarister

Af Nan Toftdal © 2020 (opdateret 8. september 2020)

Mette blev født i Helsned, der ligger i Humble sogn på Langeland d. 25. marts 1851, som datter af smed Frederik Christian Kullerup og dennes hustru Johanne Jørgensdatter. Hun blev konfirmeret i Humble Kirke i påsken 1865 og fik af sognepræsten bedømmelsen “gode kundskaber” og “meget god opførsel”. Ved konfirmationen er det ligeledes noteret at familien er kommet under fattigforsorgen.

Mette fik en del børn uden for ægteskab – såkaldte uægte børn. Den 10. april 1873 fødte hun en søn. Han fik navnet Christian Larsen (Kullerup) og som barnefader blev Lars Hansen Johansen, der tjente i Kædeby Haver, udlagt. Den 17. maj 1875, to år efter, fødte hun endnu en søn, der fik navnet Carl Johannes Larsen. Som barnefader blev igen udlagt Lars Hansen Johansen, der stadig tjente i Kædeby Haver. På daværende tidspunkt boede Mette på fattiggården i Blandeberg ved Humble. Igen to år efter, fik hun den 8. december 1877, en datter. Hun fik navnet Caroline Anine Laurine Larsen. Igen var det Lars Hansen Johansen af Kædeby Haver, der udlagtes som barnefaderen. Den 10. februar 1880 fødte Mette endnu en datter, der fik navnet Hansine Ane Kirstine Larsen, igen var Lars Johansen barnefaderen.

Ligeledes i 1880 blev Mette omsider gift med Lars Hansen Johansen. Vielsen foregik den 21. juni i Lindelse Kirke. Da loven ikke tillod at man indgik ægteskab, når man var underlagt fattigforsorgen, havde det ikke forinden været muligt at parret blev gift. Lars var født d. 17. september 1841 i Helsned i Humble Sogn som søn af Johan Peter Christian Pedersen og dennes hustru Ane Rasmusdatter. Ved ægteskabets indgåelse tjente Mette på mejeriet i Hennetved og Lars tjente endnu i Kædeby som daglejer. Som forlovere stod Jens Hansen Nielsen samt husmand Hans Jensen af Lindelse.

Mette døde som patient på Middelfart Sindssygehospital d. 18. marts 1908 og blev begravet på anstaltens kirkegård d. 25. marts. Hvad årsagen til at hun endte sine dage på sindssygeanstalten kan muligvis belyses af nedenstående sag, der fik opmærksomhed fra hele landet.


I 1896 blev Mette nemlig viklet ind i den spegede sag, der blev kendt som “Langelandsmordet”, da hendes søn Christian blev mistænkt for delagtighed i et mord på et ældre ægtepar i Oure ved Humble på Langeland. Han blev indsat i Horsens Tugthus, men senere benådet, da der blev sået tvivl om skyldsspørgsmålet. Mette bukkede dog under for det pres, der blev lagt på hende og blev dømt for blandt andet dét at have et inceststiøst forhold til netop sønnen Christian, tyveri og hæleri.

Herunder følger den tekst, der blev skrevet i generalieprotokollen forbindelse med Mettes indsættelse i Christianhavns Straffeanstalt i 1903:

Mette Kirstine Christiansen, 52 år gammel, født d. 25. marts 1851, afleveret d. 30. juni 1903 fra Langelands Herred til 1½ års forbedringsarbejde for forsøgt blodskam, tyveri og hæleri i henhold til straffelovens §161, §45, §228 og §238 og § 57 sammenholdt med § 57 og § 62.

Domfældte, hvis søn Christian Larsen (Kullerup) er en af hovedmændende i et i pinsen 1896 i Oure på Langeland på et gammelt ægtepar forøvet drab (“Langelandsmordet”), har få dage efter forbrydelsen af samme søn modtaget et beløb af 8 kroner af de ved drabet stjålne penge, uagtet hun var vidende om, hvorfra han havde fået dem.

Hun har desuden været sønnen behjælpelig med at bære en af denne på Holme Mark stjålen gryde til deres fælles hjem. Endelig har hun flere gange haft samleje med sønnen, uden at dette dog for begges forklaring nogensinde er bleven fuldbyrdet.

Hun er ægte født og er datter af afdøde smed Frederik Christian Larsen og ligeledes afdøde hustru. Forældrene havde 4 børn, hvoraf 3 er døde. Begge forældre og en broder er straffede – vistnok for tyveri. Hun er opdraget hjemme og har gået i landsbyskole (almindelige kundskaber). Efter konfirmationen ernærede hun sig som tyende til 27 års alderen, blev nu gift med en arbejdsmand Lars Johansen med hvem hun har 3 børn og fra hvem hun blev separeret for cirka 10 år siden. I de samme år har hun dels tjent, dels ernæret sig som daglejerinde. Foruden de 3 nævnte børn, har hun haft et uægte født barn. Hun er tidligere straffet i 1894 med 5 dages fængsel og 10 kroner i bøde for forargeligt samliv og overtrædelse af 13/2 1775 og 27/11 1839 og dette år med fængsel i 8 dage for forargeligt samliv.

Overført til Middelfart Sindssygehospital d. 9. oktober 1903, hvortil hun løsladtes d. 30 juni 1904.

De landsdækkende aviser fattede stor interesse i familien Kullerup. Blandt andet beskrives familien i Vestsjællands Socialdemokrat i 1904 og teksten gengives herunder:

“I Ruder Konge-Sagen spiller familien Kullerup en bærende rolle. Dette sørgelige faktum er det, der i første række gør sagen til en så udpræget samfundsklandale, som den er. Familien Kullerup, så vidt den berører Langelandsmordet, består af 5 personer, nemlig Mette Kirstine Kristiansen, hendes fraskilte mand, røgter Lars Johansen, sønnen Christian og datteren Caroline samt sønnens kone Petrosine. Denne familie er i en uhyggelig grad mærket af herregaardselendighed, yderlig fattigdom og dermed fulgt degeneration.

Lars Johansens Kullerups slægt har i flere led tjent de langelandske herremænd. Åndelig og økonomisk forkuethed udviklede sig hos den til sindssyge. Lars Kullerup selv blev først konfirmeret i 20 års alderen, da præsten fandt ham stående på et så lavt åndeligt trin, at han ikke kunne forsvare at konfirmere ham før. Det lavmål af kundskaber der for cirka 30 år siden krævedes til en konfirmation på landet, var han næppe nok i 20-års alderen i stand til at erhverve sig, og han blev den gang kun antaget af præsten på Sognerådets indstændige anmodning, for at man kunde få ham gift med Mette. Med hende havde han nemlig allerede da et par børn, som hverken han eller hun hver for sig var i stand til at forsørge.

En broder til Lars var lige så åndsflov og kunne heller ikke konfirmeres før han var 20 år. En anden broder er for flere år siden indlagt på Middelfart Sindssygeanstalt som uhelbredelig gal. På samme sindssygeanstalt befinder Mette Kullerup sig siden i sommer. Hendes ægteskab med Lars blev hævet ved skilsmisse for cirka 17 år siden, fordi hun gav sig til at leve sammen med en karl, der kaldtes Kristen Jyde. Hun var i de senere år yderst drikfældig, fandtes jævnlig døddrukken og levede i en kønslig uhumskhed, der er umulig at beskrive; den udartede i det blodskamsforhold med sønnen Kristian, der tilligemed nogle tyverier pådrog hende 1 års forbedringshus – en straf, hvis afsoning måtte afbrydes på grund af hendes sindssyge.

Man lægger Mærke til, at denne ulykkelige kvinde er et hovedvidne mod de dømte i denne sag, navnlig mod sin egen søn. Denne Søn er Christian Kullerup. Han er omtrent 32 år og således frugten af forholdet mellem den sindssyge Mette og den åndssvage, ukonfirmerede dreng Lars før ægteskabet!

I en skrivelse fra Pastor Preben Hansen i Longelse hedder det blandt andet om han, at han i 1882 blev sat i pleje af Langelands Plejebørnsforening. Han var da (9 år gammel) meget forsømt i enhver henseende, kunne hverken læse, skrive eller regne . . .” hvad man befrygtede, stadfæstede sig senere hen i hans forskellige tjenester, at han var uden karakter, der let lod sig påvirke af sine omgivelser.”

I overensstemmelse hermed karakteriseres han fra anden side som et menneske, der fuldstændig mangler evne til at bedømme, hvad der er ret eller vrangt selv i de simpleste forhold, ja, som for en snaps er rede til at bevidne hvadsomhelst, man ønsker. Hans opførsel under Arrestationen har været en vanvittigs, ligesom Mette plejede at drikke sin urin, når hun manglede brændevin, er han i arrestgården set vaske sig i sin egen urin med manerer, der ikke kan gengives.

Kristian Kullerup er tidligere straffet for tyveri og dyrplageri. Den sidste art af forbrydelse må utvivlsomt være et udslag af hans utilregnelighed, thi den synes ingenlunde at ligge for hans natur. De husbonder, der har erklæret sig om ham under sagen, påstår, at han er godmodig og skikkelig. Samtidig siges det. at han er en drivert, og det eneste, der tillægges ham, er en art forestillingsevne, om hvilken det blandt andet hedder, at han kunne stå overordentlig troværdig og fortælle, hvorledes alt var gået til, og senere viste det sig også, at hvad han havde sagt, var ganske urigtigt. Andet steds hedder det om ham, at han altid går og mumler for sig selv”; han plejede at gå med “elektrisk bælte”.

Hans åndelige horisont er iøvrigt klart belyst for dommeren, ikke mindst derigennem, at han har aflagt 54 forskellige tilståelser under mordsagen, et forhold, der i høj grad stemmer med oplysningerne om ham ovenfor. Da han så var færdig med den sidste af de 54, udbrød staklen befriet: “Ja, så kan jeg vel komme ud?” Han, der var anklaget for mord, mente nu at have gjort dommeren en så stor tjeneste at man gerne kunne lade ham gå med det samme. Han forstod åbenbart slet ingenting og han så ikke, at han ved iderig og under de største besværligheder at lade sine forklaringer rette, netop i dommerens øjne havde gjort dem brugbare til at dømme ham på.

Da han fik den besked, at han jo nu havde tilstået sig skyldig i mord og derfor ikke kunne undgå straf, bemærkede han, at han gerne ville have det vand og brød” så hurtigt, at han kunne komme ud at høste! Et par dages vand og brød, det var Kullerups vurdering af et dobbeltmord!

En tid var Kristian Kullerup i Frelsens Hær og “gudelig stemt”, men det varede ikke længe, og siden er han stadig flyttet om fra sted til sted, mere og mere hengivende sig til brændevinen. Dette sørgelige vrag af et menneske er gjort til hovedpersonen i hele retssagen; man har ikke blot undladt at lade ham observere på en sindssygeanstalt, men har endog udsat ham for påvirkning i arresten og derefter har man dømt ham selv på livstid og idømt andre mange års tugthus på hans mod al fornuft stridende 54 forskellige forklaringer!

I Frelsens Hær lærte han sin kone Petrosine at kende. Petrosine er en herregårdshavarist omtrent som de andre. Hun er “skikkelig” nok i sine tjenester, men må som regel forlade dem på grund af sine erotiske svagheder. Hendes sidste madmoder siger om hende: “Hun er værst mod sig selv, for hun ligger i med alle de mandfolk, der kommer i nærheden af hende, og hun kan ligefrem ikke sige nej til en eneste”. Snart har Petrosine måttet afbryde sin tjeneste for på hospitalet at blive kureret for venerisk smitte snart for at barsle. For øjeblikket er det sidste tilfældet.

Under sagen har hun ikke skånet sin mand, Christian Kullerup, men vidnet imod ham, ligesom Mette, med en villighed, der på Langeland har fremkaldt den mening, at hun ikke ønsker Christian fri igen foreløbig. Hun skal forøvrigt udtrykkeligt have ytret sig i denne retning.

Blandt de andre hovedpersoner skal vi omtale Karl Gustav, der er 34 år gammel og tidligere har varet straffet for vold og falskneri. Han var, da drabet i Oure foregik, Tjenestekarl på herregården “Skovbo” i cirka 5 år for den tid havde han hørt til Ruder Konges omgangsfæller og var en tid forlovet med kongens datter Martha, med hvem han har et barn. Ruder Konges kone vaskede for ham og holdt hans tøj i stand. Karl Gustav beskrives som en Karl, der “i hele sit væsen har noget fiksere over sig end en almindelig bondekarl og aldeles ikke taler bondesprog eller langelandsk men fuldstændig har præget af købstadsopdragelse”.

Ruder Konge kaldte ham imidlertid et fæ, og da Karl Gustav under sagen har indtaget det standpunkt at holde sig selv fri for al deltagelse i mordet, men rette de flest mulige beskyldninger mod de andre, ser Ruder Konge i det hele taget ikke på ham med milde øjne. Han siger, at Karl Gustav er “meget veltalende, men fuld af løgn,” hvilket ikke er så underligt, da Karl Gustav “ikke for intet er søn af Christen Løgn og født i Løgnehuset.” Andre påstår, at Karl Gustav er en rå og brutal fyr, der navnlig i beruset tilstand kan vare ganske vild.

Mads Ristinge er cirka 31 år og tjente 1896 på Lindegården sammen med Caroline Kullerup, hvem han var kæreste med i nogen tid. Han var forøvrigt gift den gang og boede i byen Haugbølle, men lå om natten på Lindegaarden. Mads har i endnu oftere Grad en Karl Gustav benyttet den metode at dække sig selv ved at fortælle løst og fast om de andre tiltalte.

Endelig er der Maren Rasmussen, Ruder Dame. Hun er 55 år; der skal være spansk blod i hendes årer; hendes hår har været kulsort, men er nu grånet; hendes øjne er mørke og ligger dybt i et blegt, intelligent ansigt. Hun er livligere end bondekoner i almindelighed, tænker og taler hurtigt og synes at være beslutsom og fast karakter. Hun har i 23 år været gift med Ruder Konge og har med ham en talrig flok børn, af hvilke døtrene Martha og Caroline samt sønnen Alfred, Ruder Knægt, har været arresteret under sagen. Hun har nogle gange været straffet for rapserier; jævnlig sendte hun børnene ud at tigge, mens de var mindre. Hun er en af de få i sagen, hvis forklaring har været fast og uden vaklen lige fra 1896 til nu. Derfor kan Hr. d’Auchamp ikke lide hende; han finder hende utiltalende og slesk.

Vi fik et ganske modsat indtryk af hende, da vi besøgte hende i Rifbjerg, hvor hun bor sammen med sin udenfor ægteskab fødte søn Rasmus Christensen i et lille fattigt, men tækkeligt hus, i hvis lave rum de blåmalede vægge er så mærkeligt pyntede med olietryk af det russiske kejserpar omgivede af brogede madonnabilleder.


Christian Larsen Kullerup blev indsat i Horsens Tugthus, hvor han af højesteret idømtes tugthus på livstid. Dog sad han kun fængslet her i 10 år, hvorefter at han blev benådet og løsladt. Billedet her stammer fra Horsens Tugthus fangeprotokol.

Efter løsladelsen fra tugthuset ernærede han sig som børstenbinder i Rudkøbing. Der hersker ikke megen tvivl om at Christians involvering i mordssagen resulterede i at moderen og forøvrigt også resten af familien, blev sat til skue og disse flittigt af pressen udnyttet til underholdning for den øvrige befolkning. Der kan i arkiverne findes utallige kulørte artikler, der beskriver både retssagen og de involverede personers fortid og karaktér baseret på mere eller mindre lødige kilder. Pressen besøgte efter nogen tid Christian og lavede et interview med ham.

Artiklen herunder blev bragt i Fyns Venstreblad d. 11. januar 1916 og er gengivet i sin helhed.

Med løsladelsen af de 3 mennesker, som i ti år har siddet indespærret i Horsens Tugthus som skyldige i det i sin tid så omtalte Langelandsmord, Synes den gamle mordsag atter at skulle påkalde sig offentlighedens interesse. Hovedmanden, Ruder Konge, døde så snart tugthusets porte havde åbnet sig for ham. Han var da et menneskeligt vrag, thi i fængslet var han blevet lam og havde mistet sin tales brug. Men så længe han kunne bruge sin stemme, hævdede han sin uskyldighed

De to andre: Carl Gustav Christensen og Christian Larsen kaldet Kullerup, har som Ruder Konge under hele deres ophold i Tugthuset erklæret, at de var dømt uskyldigt og at deres tilståelser i sin tid var dem aftvunget under sit lange ophold i tugthuset har Kullerup med spænding afventet den Dag. da frihedens time skulle slå, for at han kunde prøve at føre sagen frem til ny undersøgelse og gennem ny vidnesbyrd rense sig for den blodskyld, der hvilede over ham.

De 3 tugthusfanger løslodes i december. Ruder Konge førtes til Korsør, hvor han døde få dage efter. Carl Gustav Christensen rejste til Lynggaarden ved Kibæk, som hører under fængselsselskabet, for dér at afvente, om der er mulighed for sagens genoptagelse. Ellers vil han rejse til Amerika. Den tredje, Christian Larsen Kullerup, rejste hjem til sin fødeø, Langeland, hvor han hos børstenbinder Chr. Larsen i Skrøbelev har fundet midlertidigt opholdssted, indtil det lykkes ham selv at komme i vej som børstenbinder. Christian Kullerup har straks med stor energi påbegyndt et arbejde for at få sin sag underkastet revision, og han har heri fundet støtte hos redaktør Carl Madsen i Rudkøbing.

En samtale med Christian Kullerup

Rudkøbing er en hyggelig, lille by, hvis gader præges af stilhed. Når man fra havnepladsen går op gennem byens hovedgade standses øjet pludseligt af en bygning, hvis kedsommelighed fortæller at det er en offentlig bygning, fra den periode, hvor offentlige bygninger altid altid byggedes så grimme og kedelige som vel muligt. Det er byens arresthus. Og side om side med fængslet ligger de andre symboler på de magter, der holder samfundet oppe: skolen og kirken. Her udenfor, på byens torv, er det, jeg træffer den ene af hovedpersonerne i den gamle mordsag, Christian Kullerup. Han er en lille mand, hvis fremtræden præges af en egen stilfærdighed. Han er iført et nyt sæt blåt cheviotstøj og en frakke, som han jævnlig børster fri for fnug. Så skikkelig og er ser han ud. Ingen skulle tro når de ser ham, at det er en mand, der nylig er blevet benådet efter 10 år i Horsens Tugthus at have sonet en straf for den uhyggeligste forbrydelse af alle: Mordet på et gammelt, værgeløst ægtepar. Hans øjne kigger én naivt trosskyldigt i møde. Ingen følelse af skyld gør dem flakkende eller får hans blik til at vige. Og det er netop også det vidnesbyrd, han får fra hans tidligste år, at han er skikkelig, og at de aldrig har mærket en ond blodsdråbe i ham. For alle kom det som en overraskelse den dag der blev bekendt, at han havde tilstået at være medskyldig i det frygtelige mord. Andre havde folkesnakken haft fat i i de 6 år, der gik fra mordet blev begået og indtil Kullerup blev anholdt, men hans navn havde aldrig været nævnet.

Uhyggelige minder

Da vi i går gik forbi arresthuset kigger han op til de gitrede ruder. Der op var det han blev ført for 13 år siden. Bag et af disse vinduer sad han og bag et andet hans hustru, mens deres barn led nød og var hjemløs. Deroppe var det han blev konfronteret med sin hustru og så hendes ansigt, der var hærget af gråd og ængstelse for barnet og hvor han fik at vide, at før han tilstod, kom hun ikke ud og fik hans barn ikke sin moder igen. Så var det, siger han til mig, at jeg faldt sammen og sagde ja til alt, hvad dommeren, Hr. d’Auchamp ville, jeg skulle sige ja til. Da vi siddersammen på et hotel, fortæller Christian Kullerup den lange historie om de ting, der førte til hans anholdelse, til de mange tilståelser, til domsfældelsen og om opholdet i Horsens Tugthus.

(På billedet d’Auchamp) Med en tydelighed, der må forundre, husker han datoen og klokkeslet på de døgn, der knytter sig til tiden omkring mordet. Men det er jo også tal, som har været afgørende for hans livs ødelæggelse. Om de mangetilståelser, Hr. d’Auchamp fik ud af ham, siger han, at kun løgnen blev hørt, sandheden måtte ikke komme frem. Tog han en tilståelse tilbage, hvad jævnligt skete så har det hændt at han fik prygl, men sagde han dét, dommeren helst ville høre, så fik han belønninger i form af tobak og øl. Efterhånden blev jeg, siger Kullerup, reder ind i et sådant væv af løgn, at jeg hverken vidste ud eller ind. Han fortæller om Ruder Konge, som, da han blev konfronteret med ham i retten, sagde: Jeg har aldrig set det menneske før, og alt, hvad han siger, er løgn. Men når dommeren ikke vil tro, hvad jeg siger, så holder jeg fremtidig min mund. Og i særdeleshed fortæller han om, hvor han befandt sig den skæbnesvangre nat, og om Mads Ristinge og hans søster, der begge blev arresteret og som til at begynde med forklarede, at de havde været sammen først på Lindegården, derefter i Mads Ristinges hjem, indtil de gik tilbage til Lindegården, hvor søsteren Caroline tjente, og hvor han fik logi for natten. Hans søster stod uden for kammerdøren, og ejerens hustru, Fru Jeppesen, så dem stå der.

Her er en mærkelighed ved sagen

Efter at have siddet arresteret nogen tid ændrede søsteren sine udtalelser. Hun indrømmede nu overfor den ihærdige dommer, at hun og Mads Ristinge havde været delagtige i forbrydelsen og at de havde fulgtes med Ruder Konge og Carl Gustav til mordstedet fra Lindelse Kro, hvor de var samledes. Med denne tilståelse pådrog Caroline sig selvfølgelig et stort strafansvar. Men hvad sker! Caroline får fuldstændig straffrihed som belønning for hendes fortrinlige tilståelse, og hun forsvandt, da sagen begyndte at blive underkastet offentlig kritik, til Amerika, på en højst mystisk måde. Det er stadig en gåde hvorfra hun fik penge til den kostbare rejse. Caroline er hovedvidnet i sagen. Det er hendes adresse Christian Kullerup nu vil søge at finde, og der er nu udsigt til, at det vil lykkes. Noget andet er, om hun vil udtale sig om sagen. En af dem, der stærkest har troet på Kullerups uskyldighed var den nu afdøde kæmner Jørgensen i Rudkøbing. Han var politibetjent i byen, da mordet blev begået og deltog i den første undersøgelse, indtil en kommissionsdomstol fra København overtog undersøgelsen. Med stor energi og megen autoritet har Jørgensen, der i særlig gradkendte langelandske forhold, hævdet at Kullerups tilståelser bundede i en retsvildfarelse, og at han var uskyldig dømt. Flere gange har Jørgensen skrevet til Caroline Kullerup i Amerika for at få hende til at fortælle, om det, hun sagde til sidst i Rudkøbing Arrest var sandhed eller ej, men hunhar aldrig svaret. Det er forhold, som kan give anledning til adskillige gisninger. Men nu de andre vidner, ja, det var så godt som alle mennesker, der hørte til langelandsk udskud

Dette gælder først og fremmest Christian Kullerups moder, som var den, der først rejste mistanken som sønnen, efter at han var blevet giftet ind i Ruder Konges familie. Ruder Konge blev, som der vil erindres, blev arresteret straks da mordet var begået, men måtte løslades. Da Christian 6 år efter var blevet gift ind i hans familie og Mette Kullerup derved mistede de understøttelser, hun havde fået af sønnen, begyndte hun højt at snakke om, at Christian nok vidste en del om den gamle forbrydelse. Og jo mere hadefuld hun blev, des højere snakkede hun. Christian Kullerup påstår at hun var sindssyg. Et faktum er det da også, at hun få år efter døde på Middelfart Sindssygeanstalt. Og maner den omstændighed, at en moder vidner mod sin søn i en så uhyggelig sag, ikke til eftertanke? Drikfældige, sladresyge kvinder og mænd af et tvivlsomt rygte, det var hovedparten af de vidner de førtes imod Kullerup og de to andre.

Sedlen, der blev gemt i børsten

I halvtredie år sad Kullerup i Rudkøbing Arresthus, før sagen endelig var nået alle instanser igennem og var blevet pådømt ved højesteret. Halvtredie år! Her bør det bemærkes at afdøde justitsminister Høgsbro som defensor for én af de 3 mistænkte, selv rejste til Langeland, fordi de oplysninger Hr. d’Auchamp havde fremskaffet, forekom ham noget mærkelige, og at han foranledigede optaget reassumptionsforhør. I den lange tid Kullerup sad i arresten, beskæftigedes han med at binde børster, som solgtes til købmand Lars Larsen. En af disse børster blev solgt til Møller Iversen i Haugbølle, og da den 10 år efter gik i stykker, fandt man i den en seddel fra Kullerup, hvorpå han havde skrevet “Jeg er uskyldig”. Så længe varede det, inden dette forsøg på at sætte sig i forbindelse med omverdenen, kom for dagens lys. Men det er et betegnende vidnesbyrd om Kullerups sindstilstand dengang. Et andet betegnende træk er dette: Da Kullerup havde fået sin dom ved højesteret og skulle føres til Horsens, skrev han den sidste dag, han sad i Rudkøbing Arrest, to breve, et til højesteretssagfører Nelleman på 24 sider, hvori han hævdede sin uskyldighed og omtalte de omstændigheder, der knyttede sig til hans tilståelse, og et til sin datters plejeforældre. Brevene havde han frankeret, for at han kunne kaste dem ud fra toget. Han gemte dem i arrestens luftkanal til afrejsen skulle ske, men da han havde haft gårdtur den sidste dag blev han sat ind i en anden celle og derfra førstes han afsted. Brevene fik han således ikke med sig og de kom aldrig adressaterne i hænde.

Opholdet i Horsens Tugthus

Om opholdet i Horsens Tugthus fortæller Christian Kullerup, at han dér havde det så godt, at han ikke ville bytte de år i tugthuset med de halvtredie år i d’Auchamps arrest. Særlig efter at inspektør From havde afløst inspektør Goos havde fangerne det godt. Der var intet at klage hverken på behandlingen eller kosten. De tre første dage sad han, som forbrydere i Horsens Tugthus altid gør det i en af kældercellerne. Derefter gik han de 6 forskellige klasser igennem. Efter første klasse, der hedder forberedelsen, hvor fangerne lærer tugthusets reglement, kommer de op i anden klasse, hvor deres arbejde lønnes med 4 øre per dag, derefter tredie klasse, hvor de får 6 øre, i fjerde 8 øre, i femte 12 øre og i overgangen 24 øre. På hver afdeling er samlet indtil en snes fanger, og under deres arbejde må de snakke sammen lige så meget de vil, når blot arbejdet ikke sinkes derved. Christian Kullerup lærte børstenbinderi i tugthuset og var beskæftiget i depotet. Ruder Konge så han derfor ikke meget til, da denne var i “salen”. Den første gang, de mødtes derinde, gav de hinanden hånden, og Kullerup spurgte til Ruder Konges befindende. Men derefter sagde han til ham “Det er ikke værd, vi to snakker sammen herinde, for så vil de sige, når vi engang kommer ud, at vi har gået og lagt råd op med hinanden herinde“. Når de senere var på gårdtur sammen, gik de i hver sin side af gården. Forholdet er ret godt mellem fangerne på afdelingerne, de kender udmærket hinandens navn og hvad de er der for. Dagen går således: Klokken 4.30 står fangerne op om sommeren og klokken 5.30 om vinteren. De arbejder derefter til frokost, hvor de har en halv times fri og derefter en halv times ophold i gården. Der er 6 gårde og hver afdeling har sin. Der er en times middagspause, en halv times mellemmad om eftermiddagen en halv times gårdtur. Arbejdet slutter klokken 19.45, hvorefter fangerne vasker sig. Klokken 20.30 går de i seng, hvorefter lysene i fængslets soveceller slukkes.

De celebre fanger i tugthuset

Jeg befandt mig efterhånden ret godt, siger Kullerup, og mit helbred var udmærket. Men jeg var så ked af det, hver gang en af fangerne på min afdeling skulle løslades. Jeg vidste jo, at jeg var uskyldig. jeg var ikke på afdeling med nogen af de store forbrydere, men om modermoderen Arthur Jørgensen ved jeg, at han, der oprindelig var dømt til kun at komme op i 2. klasse, var blevet benådet og nu er i 4. klasse. Han er nu sygepasser på tugthusets hospital. Morderen Nellemann-Knudsen, der dræbte sin kæreste, er køkkenkarl og Holstebromorderen arbejder ved vævene. Bulotti er alle bange for. Han er ikke sammen med andre, og når han er på gårdtur er han altid lænket.

Fine besøg i tugthuset

Kullerup fortæller at han i tugthuset har haft besøg af forhenværende justitsminister Bülow og af Sabroe. Fængselsinspektør Fussing havde flere gange talt med ham. Sidst Kullerup talte med fængselsinspektøren, var i fjor på heden, hvor Kullerup til krigen udbrød arbejdede ved “Gedhus”. Fangekolonien fik en dag besøg af to herrer, hvoraf den ene var Hr. Fussing. De to herrer talte også med Kullerup og på et spørgsmål, om det ville være hans sidste ord når han forlod fængslet, at han var uskyldig, svarede han “Ja, detkan aldrig blive anderledes. Jeg har aldrig set de to myrdede mennesker, og jeg har ikke kendt Ruder Konge før halvandet år efter mordet!” Siden fik han at vide, at den ene af de to herrer var justitsminister Zahle. Når det nødvendige materiale nu er samlet, vil Christian Kullerup atter søge at komme til at tale med Hr. Zahle. Denne gang for at bede justitsministeren om at få sagen genoptaget til revision.

Barnet, for hvem Kullerup vil arbejde

Da jeg skilles fra Christian Kullerup er det atter på byens torv. Forinden er han blevet fotograferet, og i denne artikel bringer vi dette ny billede af ham. Talen falder på hans datter, som kun var fire år, da han sidst så hende, men som nu skal konfirmeres. Hele tiden, mens Christian Kullerup har siddet i tugthuset, har han sendt penge til tøj til hende. Han elsker det barn, derom vidner hans ord, stærkt”, og hun, som så mange andre på Langeland iøvrigt, tror på hans uskyldighed. Christian Kullerup siger: Når jeg er taget tilbage her til Langeland i stedet for at flytte et andet sted hen, hvor ingen kender mig, så er det for, fordi jeg intet har at skamme mig over og vil vise folk det. Her kan jeg også bedst arbejde på at få nye oplysninger frem, og jeg mener allerede at have fået nogle. Jeg vil arbejde til det sidste, siger Christian Kullerup til afsked, på at blive renset, så jeg kan give min datter et navn, hvortil der ikke klæder sig skam! Vi siger farvel til hinanden, og Kullerup vandrer afsted ud til sin datter. Og når han læser i hendes øjne, at hun elsker ham og tror på hans uskyldighed, da vil han glemme den verden, der har dømt ham.