Et æreløst lig

Af Nan Toftdal © 2020 (opdateret 9. januar 2021)

Her kommer der hele 3 versioner af samme historie. Den første version fra 1872 beskæftiger sig hovedsageligt med gerningen – drabet på rakkeren Peder Hansen i 1726 i Rudkøbing. Den anden version fra 1909 indeholder flere detaljer om problematikken og om hvorledes det var svært at få borgerskabet til at syne og begrave en person der tilhørte “de uærlige”, som eksempelvis rakkeren og den tredje version fra 1924 indeholder en detaljerig beskrivelse af hele sagens forløb, samt det efterspil i forhold til byfogeden, der afledtes af problematikken. Sproget er opdateret gennemgående.

Personer i sagen:

  • Skarpretteren Boldevin Mikkelsen Tam
  • Rakkeren Peder Larsen
  • Byfogeden Christoph Friederich Friederichsen
  • Stiftamtmanden Christian Sehestedt
  • Sognepræst Hans Fabricius
  • Amtmand Rosenkrantz
  • Grev Rantzau

Første version er skrevet af sprogforsker og dannebrogsmand Niels Kristian Folmer Dyrlund (1826-1917) i “Tatere og natmandsfolk i Danmark: betragtede med hensyn til samfundsforholdene i det hele” i 1872. Side 102.

Bødlen i Klavsebølle Boldevin Mikkelsen Tam, der tillige var natmand, havde i en borgers hus i Rudkøbing, ihjelstukket en af sine knægte, Peder Hansen (i 1726). Langt fra “fornufteligen” straks at få det døde legeme bortbåret, forsømte byfogeden endog sin embedspligt at lade det syne; og da han, efter stiftsbefalingsmandens ordre, bød 12 borgere, at føre det bort, ville disse ikke efterkomme pålægget, i det de dels beråbte sig på, at liget jo ikke var synet, og at den afdøde var et “udædisk” menneske (moralsk fordærvet), som præsten efter sigende ikke ville kaste jord på, og dels undskyldte sig med den foragt, de ville udsætte sig for af “gemene folk” og andre på landet (på øen).

Byfogeden, hvem borgerne endog truede med at formere end proces, måtte derfor købe kalk at strø på liget med mere. Efter at stiftamtmanden i juni havde indmeldt sagen faldt der i september en kongelig resolution, ved hvilken byfogeden idømtes en bøde af 20 rigsdaler, og hver af de 12 borgere end på 10 rigsdaler, af hvilke 140 rigsdaler næste år stiftedes et kirke- og fattiglegat, der endnu står ved magt (1872).

De 12 skulle derhos alligevel udbære liget, byfogeden lægge hånd på det og følge det til jorden med flere af borgerskabet.

Heldigvis var liget imidlertid på en uforklarlig måde forsvundet. Morderen flygtede.


Anden version – Samme historie – optræder i Vilhelm Lütkens (1857-1931) ” Bidrag til Langelands Historie” fra 1909.

Den 8. juni 1726 stak skarpretter Boldevin Michelsen Tam i Klausebølle sin rakkerknægt Peder Hansen ihjel i Rudkøbing. Han blev straks arresteret. Men ingen ville røre ved den døde.

Byfoged Friderichsen måtte selv udvise grav til ham, da kirkeværgen ikke ville. Og der udmeldtes 12 borgere, som sammen med byfogeden skulle begrave ham. Men de nægtede alle som en at røre ham og søgte øjeblikkelig stiftamtmanden om fritagelse, »da samme forretning måtte være for os og vore efterkommere i 10. led foragtelig«. Da det ikke hjalp, sagsøgte de endog byfogeden, uagtet han havde stiftamtmandens ordre at holde sig til. Han lod så den 14. juni, 4 skæpper kalk strø på liget, »at det ej skulde befænge byen med stank«; to dage senere blev der slået fjæle for døren; og sådan stod det i tre måneder under proces og meget skriveri.

Omsider talte selve kongen med; et reskript af 2. september tilkendegav det allerhøjeste mishag både med byfogeden, der ikke straks havde ladet den døde syne, og med de 12 borgere; de skulle hver betale 10 rigsdaler i mulkt og byfogeden 20 rigsdaler, og de skulde straks uden undskyldning bortbære liget, og byfogeden først lægge hånd på det og siden med de andre følge det til jorden.

Men da dette skulde udføres, var liget forsvundet. Og samtidig var morderen sluppen ud af arresten, uagtet der fra den 30. juni havde været vagt hos ham. Det antydes, at man havde hjulpet ham til flugt og ladet ham bortstjæle rakkerens lig for ikke selv at komme til at røre ved det; men Friderichsen skriver, at de vist »før opofrede Satan deres sjæl, end de åbenbarede sandheden om denne handel«. Den flygtede bøddel blev dømt til at halshugges, Kroppen at begraves under galgen og hovedet sættes på stejle. Men udføres kunde dommen altså ikke.

Mulkten, de 140 rigsdaler, blev betalt og sat ud på rente, 4 ridsdaler om året til kirken og 3 rigsdaler til 3 af de fattigste lemmer i byen; og stiftsøvrigheden bestemte faderligt uddelingen til hver 11. december, »thi dog den til en stedse varende erindring og guds retfærdige vredes afvendelse for dette liderlige og syndige væsen burde at ske om de tider, som forseelsen var begået, som var ved pinsedagstider, så dog siden de fattige om vinteren, formedelst da nøden hårdest påtrænger, mest hjælp behøver, så er den 11. december dertil berammet«


Tredje version blev bragt i historikeren Gustav Ludvig Wads (1854-1929) “Fra Fyens Fortid – I samlinger og Studier” 4. bind. 1924, s. 189.

Pinseaften den 8. juni 1726 stod Langelands bøddel og natmand, Boldevin Mikkelsen Tam, en høj karl, bleg af ansigt og før af lemmer, udenfor Corfits Nielsens hus i Rudkøbing, og da han gennem det åbne vindue så rakkerknægten Peder Hansen mellem de i stuen bænkede personer af begge køn, gav han sig uden nogen foranledning til at råbe ind til Peder Hansen og skælde ham ud for hundsfot med mere, og kom straks efter rendende ind i stuen.

Da Peder Hansen rejste sig op og stod lige for ham, drog Boldevin sin blanke, trekantede og spidse kårde og jog den i hans bryst. »Det kunne I nok have ladt våren«, sagde den stakkels knægt og gav sig hjertelig, hvorpå Boldevin knappede hans vest op og spurgte: »fik Du noget?« Peder Hansen gik nu ud i køkkenet for at få lid til en pibe tobak, hvad forøvrigt ikke lykkedes ham; da han kom ind i stuen igen, var Boldevin forsvunden. Så satte han sig på en stol og gav sig ynkeligt — lidt efter vred han sig over stolen og faldt død til Jorden.

Boldevin blev snart efter greben og fængslet, men slap ud igen; atter fik man ham fat og spærret inde i rådhusets fængsel, men dette må ikke have været meget solidt, thi det lykkedes ham igen at bryde ud deraf. Byfogeden i Rudkøbing, Christoph Friederich Friederichsen, en mand, der havde prøvet mange forskellige ting og næppe passede synderligt til at være retsbetjent eller politimester, søgte at få inspektøren over Grevskabet Langeland til at forfølge sagen, såsom Boldevin boede i Klausebølle, Tullebølle Sogn, og betjente hele øen; men da han vægrede sig ved at befatte sig dermed, indberettede byfogeden det forefaldne til stiftamtmanden, gehejmeråd Christian Sehestedt, idet han udbad sig ordre om, 1.) hvorledes han havde at forholde sig med den døde rakker indtil sagens uddrag, og 2.) da han ingen kunde få til at »angribe« den døde, og det i sig selv var farligt på denne årstid at lade liget henligge i stuen, hvad mulkt (bøde) og tvang han skulle anvende mod de genstridige, der ikke havde handlet efter hans ordre, samt 3.) om, hvorfra sagens omkostninger skulle afholdes, og endelig, 4.) om det ikke kunne være muligt, at byen og borgerskabet blev adjungeret fire mænd af hvert af øens to herreder til ligets forflytning, eller at stiftamtet kunne foranstalte så mange af samme profession, der kunne henbære liget udi bevaring til et dertil beskikket sted indtil sagens udfald.

Sehestedt lod uopholdelig sin fuldmægtig svare byfogeden således: »Som den afdøde natmand eller en af natmandens knægte uskyldig er dræbt og disse folk følge en kongelig allernådigst forordning som ærlige folk skal anses, så vil den døde af nogle dertil nævnte borgere lægges i en kiste og straks hensættes, og i fattiges jord eller hvor deslige folk på kirkegården plejer begraves, nedsættes og jord påkastes. Dernæst forstår han vel efter embeds pligt at lade skarpretterens bo forsegle, at han kan bekomme skarpretterens halve boslod med sagens forvoldende omkostning, og så efter vidnernes udsagn dømme gerningsmanden efter loven. Skulle de tilsagte borgere, som dog ikke bliver gemene borgere, ej ville forrette, hvad han i så måde befaler dem, bør enhver af dem mulkteres for 10 rigsdaler. Med jordefærden skal såvel han, byskriveren som nogle af de fornemste borgere følge denne døde til jorden«.

Denne stiftamtmandens resolution blev den 12. juni på rådhuset forelæst borgerskabet, der herved blev bragt i den fortvivlede stemning, der gav sig udtryk i følgende forestilling, som samme dag blev forfattet og indsendt til Sehestedt:

»Deres Excellence, nådigste Herre! Efter Deres excellences på vores byfogeds underdanige forestilling givne resolution om den ihjelstukne rakkers ligs bortførsel til sit sted må vi fattige borgere ugerne fornemme, at Hr. Byfogeden haver efter Deres Excellences højrespektive ordre af juni sidstleden beordret os 12 fattige borgere til at bære det døde lig til sin grav; da som samme forretning måtte være for os og vores efterkommere i 10. led foragtelig og ikke kan afgøres uden en stor blame at påhænge os og vores familier, mest af gemene og grove folk, så nødes vi i største underdanighed at gøre denne proposition: om det ikke gunstigst måtte behage Deres Excellence at foranstalte, det nogle visse personer af det slags folk, som den bortdøde rakker er, måtte af Fyens Stift beordres for betaling straks at komparere her i Rudkøbing for at bestede liget til sin jordefærd, og i fald sligt ikke var at obtinere, at deres Excellence dog ville besørge ved Hr. Conference Råd og Amtmand Rosenkrantzs ordre tillige, at såfremt det hos os befindende lig ved os skal befordres til sin grav, at da tillige en sognefoged med 4 bønder af hvert sogn på landet må anbefales at være med i samme forretning, Nogle at følge liget og nogle at lægge det i kiste tillige med borgerskabet, siden den bortdøde rakker har betjent så vel landet som købstaden. Vi fattige borgere beder Deres Excellence i nåde anse vores underdanig begæring, hvorved vi og vores fattige børns ære bliver konserveret og megen anden ulempe og mulige mord i fremtiden forhindret, hvilket så meget desto heller kan bifaldes, som den ihjelstukne rakker levede ikke som en kristen, men som en hedning, i det han aldrig havde lært at kende Gud, ej heller nogen tid brugt det højværdige Altarens Sacramente; over alt er sådan et lig hos os aldrig gelejdet til jorden enten af bønder eller borgere, men af folk alene af samme profession. Vi vil da i største underdanighed forvente Deres Excellences meget gunstige svar herpå, der vi samtidig forbliver med allerstørste respekt Deres Excellences, højædle og velbårne Herres, underdanige og pligtberedvilligste tjenere – Rudkøbing d. 12. juni 1726«.

Dette vemodige aktstykke, der er skrevet med en god skriverhånd og undertegnet af de 12 borgere (af hvilke dog de to ikke selv have kunnet skrive), to skomagere, en snedker, en hattemager o. s. v., gjorde naturligvis intet indtryk på stiftamtmanden, der lod byfogeden tilkendegive, at det havde sit forblivende ved hans ovenfor anførte befaling, med tilføjende, at byfogeden selv, byskriveren og de fornemste borgere i byen — som udi andre lige så fornemme og langt større byer end Rudkøbing brugeligt er — først skulle lægge hånd på liget og kisten og siden de tilsagte mænd lægge liget i kisten. »Derpå ville i lige måde Hr. Byfoged, byskriveren og de fornemste borgere lægge hånd på ligbåren, og så skal de tilsagte mænd bære liget bort under 10 Rigsdaler mulcht på enhver, som straks ved execution skal udbetales, og så vilde Hr. Byfoged tillige med byskriveren og de fornemste borgere følge liget til jorde.

Ovenskrevne vil uden nogen videre indvending forderligst ske og efterkommes, og ville Hr. Byfoged ved sit fornuftige eksempel søge at bringe disse ubesindige mennesker til raison og ufortøvet de ulydige med execution belægge, allerhelst såsom efter Hans Kongelige Majestæts allernådigste forordning ingen må holde det slags folk, som den afdøde er, for uærlig, hvorimod ingen indbildt exceptionelle undskyldning, langt mindre nogen ugrundet krosnak eller bysladder må gælde eller antages«

Da de tilsagte borgere fremdeles vægrede sig ved at røre den døde eller bortbære ham, sendte Sehestedt sin fuldmægtig til Rudkøbing, dels for at se, om liget ikke kunne blive bortført uden vidtløftighed, dels for at undersøge, hvor udi det egentlig måtte bestå, at alle foranstaltninger bleve omsonst. Borgerne anførte nu for ham 3 årsager, hvorfor de ikke efterkom deres byfogeds ordre, nemlig: »1.) at som den døde ikke var synet og de ikke vidste, hvorledes han var kommen af dage, så kunne de ikke lægge ham i kiste, 2.) at de allerede af gemene folk på landet og andre blev foragt tillagt, som ville forårsage klammeri, anden ulejlighed, ja daglig ulykke, og 3.) at den døde ikke anderledes end et udædiske menneske kan anses, hvorom de har udvirket en attest fra Provsten, Hr. Peder Kruuse, item bevis fra deres sognepræst, at han desårsag ikke vil kaste jord på den døde«. Uagtet det derefter blev borgerne foreholdt, at alt dette ikke kunne fælde den døde til så forsmædelig en straf, at han derfor efter deres påstand skulle udføres af rakkeren, hvorfor det pålagdes dem at rette sig efter tilsigelsen, vægrede de sig fremdeles derved, og efter en procurators indskydelse fik de i sinde ved lov og ret at lade byfogedens ordre, der grundede sig på stiftamtmandens anstalter, igendrive og erhverve en forsmædelig dom over den døde, som ikke kunne forsvare sig selv eller antage sig en forsvarer.

Sehestedt så sig herefter nødsaget til at påkalde regeringens bistand til at bringe sagen i orden, og i en udførlig forestilling til kongen af 17. Juli 1726 ansøgte han om, at borgernes plan om at henskyde byfogedens ordre til retslig afgørelse måtte blive hindret, »sær da konsekvensen er for stor, om nogen underdommer skulle tillades at antage sager, som angår eller i nogen måde kan svække den lydighed, som undersåtterne er absolutte Eders Kongelige Majestæts allernådigste forordninger og befalinger skyldige, og man desuden har møje nok for at få deslige folk bortbåren«. Hvad præsternes udtalelser angår skriver han: »mig synes allerunderdanigst og uforgribelig, at disse gode gejstlige mænd havde gjort bedre med deres utidige attester at tilbage blive imod et dødt menneske, som ej kan forsvare sig; thi havde de gode mænd talt derpå i hans livs tid på behørige steder, kunne man med streng revselse og skarp straf på kroppen have kommet deres formaninger til hjælp, i den sted de nu med bemeldte deres besynderlige attester ej udrette andet end at styrke disse mere end nok galne og forvirrede folk udi deres halsstarrige ulydighed. Det er beklagelig, at byfogeden sammesteds ikke meget forstår sit embede og at desårsag mangen uorden i byen underløber, som da betager ham den myndighed, hans magistrats-embede medfører«. Sluttelig indstilles det, at de tilsagte 12 Borgere hver må bøde den omtalte Mulet af 10 rigsdaler og dernæst befales liget at bortbære, såfremt de ikke ville straffes som de, der imod Hans Majestæts allernådigste forordning har påkastet det døde menneske tort og vanære, og at byfogeden, som i begyndelsen ikke har forstået fornuften at søge den døde bortbåren, førend det kom i langdrag, og ladet ham usynet henligge og selv ligesom vist frygt for at lægge hånd på Liget (»angribe den Døde«), må bøde 20 rigsdaler, samt at der må tillægges amtmand Rosenkrantz orde til at erklære landboerne, af hvem borgerskabet bliver beskæmmeligen eftertalt, strafværdige efter Forordningen af 1685.

Den 2. september påfulgte det konglige rescript, der bifaldt Sehestedts indstilling: processen skulle ophæves, hvis den var påbegyndt, byfogeden og borgerne mulcteres, liget bortbæres af borgerne, byfogeden lægge hånd på det og siden med byskriveren og borgerskabet følge det til jorden.

En genpart af rescriptet sendte Sehestedt straks til byfogeden med pålæg om uden nogen tids forsømmelse at efterleve den kongelige befaling samt at deponere muleterne, så snart de vare inddrevne, hos sognepræsten, da Sehestedt var sindet at anvende dem til fattiges nødtørft.

Man skulle nu vente, at sagen var bragt til den ønskede afslutning — men det gik ganske anderledes. Byfogeden og borgerskabet beviste påny — som Sehestedt udtrykker sig — med hvad intriger og uhørsommelighed de opførte sig mod kongens allernådigste befaling. Thi i stedet for, at byfogeden skulle have ladet borgerskabet tilvare og, når de vare opvarede, oplæst for dem den kongelige befaling og derpå straks optagen og bortbåren liget, gik han til rådstuen og gjorde »bruit«, og først næste dag fik han i sinde at tage syn på »det døde rad« — og så viste det sig, at liget var bortstjålet, uagtet døren til det kammer, hvori det henstod, var tilspigret; det blev aldrig senere fundet.

Tilbage stod nu at få muleterne betalte, og det trak ud langt ind i det følgende år; adskillige af de mulcterede borgere var fattige og byfogeden så lidet ivrig i at gøre sin pligt, at det pådrog ham en tilrettevisning (dateret Odense 1. Marts 1727) af stiftamtmanden, så karakteristisk i form og indhold, at den fortjener at læses i sin helhed. Den lød således:

»Endskønt jeg den 6. september sidstafvigt, som nu er temmelig tid siden, tillagde ham den ordre, at han uden tids forsømmelse skulde besørge muleterne inddreven efter Hans Kongelige Majestæts allernådigste befaling af den 2. September næstforhen og samme hos sognepræsten at deponere, så finder jeg dog, at denne min ordre er bleven uefterlevet. Vel har han efter sin skrivelse af 17. september ladet gøre udlæg hos de skyldige og berammet en auction; men jeg har intet set siden den tid, hvad han sig dermed har foretagen, så jeg forundrer mig ikke lidet, hvor han tør fordriste sig dermed at tie stille, ligesom det ved sådan lejlighed skulle hendø og falde ud efter hans forslag ved skrivelse af 2. Oktober. Men jeg refererer mig i så måde til min skrivelse af 5. næstefter, at benævnte Mulcter ingen gemenskab med slige hans anførte fordringer bør have, så at hånd uden ophold på tolderen Ole Borch Lunds anfordring, som herom fra mig er tilskreven, pengene bør fra sig levere. Men skulle han ville understå sig pengene at forholde, det jeg ingenlunde kan tro, så har tolderen den ordre, at han ved execution dem hos hannem skal inddrive uden forskånsel. Dersom bøderne ellers endnu ikke er inddreven, så anser jeg ham som den, der sit embede ikke har villet efterleve, endog efter min alvorlig befaling, og i så måde har han sig hermed ej videre at befatte, men straks at overlevere tolderen, hvad han ved udlæg eller videre skriftlig forfattet haver, hvorefter da tolderen besørger dette i rigtighed. I det øvrige forstændiges ham herved, at når mig udfaldet er tilmeldet og jeg finder, han i en eller anden måde har været efterladen i sit embede og siddet kongens befaling og mine ordres overhørig, må han vente sig en ubehagelig foranstaltning, og da haver han sig selv for al ulejlighed at takke«.

Tolderen fik samme dag ordre i overensstemmelse hermed, og da muleterne omsider indgik, blev de af ham indbetalte med 140 Rd. (120 Rd. fra borgerne og 20 Rd. fra byfogden) til sognepræsten, Hr. Hans Fabricius, der fandt, at pengene passende kunde anvendes til reparation af hans gamle og faldefærdige præstegaard; »derved blive disse ulydigheds bøder så employerede, at der altid kunde være et minde til lydighed ej alene af præstens mund, men og af præstens hus. Men hans forslag i så henseende gjorde intet indtryk på stiftamtmanden, der bestemt tilbageviste det.

Samtidig indsendte byfogeden et andragende, der unægtelig vidner om en betænkelig begrebsforvirring. I henhold til forordningen om politiens administration af 22. Oktober 1701, der hjemlede by-, herreds- og birkefogder en tredjedel af bøder som de her omtalte, søgte han nemlig stiftamtmanden om, at tredjedelen af borgernes bøder 120 rigsdaler måtte tilfalde ham, hvorved han altså i stedet for at erlægge 20 rigsdaler i mulet ville stikke lige så meget i lommen. Selvfølgelig fik han en skarp afvisning; »havde Han — skriver Sehestedt i sit svar— med nidkjærhed, som hans embede udkræver, vigileret for denne sag og til straf over de skyldige anordnet en politiret, så havde han nydt, hvad politiforordningen ham tillægger. Men nu er dette ikke sket, altså har han forskjertset sin ret, så at Han herudi i ingen måder kan være delagtig, fornemmelig da han selv i sagen er inddraget og funden strafskyldig«. Man skulde tro, at dette afslag var tydeligt nok — men nej, byfogeden gav ikke tabt og fornyede sit andragende, som indbragte ham et i endnu skarpere udtryk formuleret afslag, der slutter således: »Mærkelig er det med hans tanke, at han endelig vil være lønnet i samme sag han er straffet. Men om han ellers begreb hans skyldighed, burde han i stedet for at formere nogen slags prætention kaste sig til kongens fødder for at takke Hans Majestæt, som så mildt og nådeligt revser og sætter ham til rette, i den sted at han på en langt strengere og alvorligere måde kunde have blevet anset. For resten erindrer jeg ham alvorlig, at han holder inde med oftere anmodninger i denne materie; thi jeg svarer ham intet videre herom, såsom forseelsen, hvorfor pengene er betalt, er altf or grov, at noget heraf til verdslig brug kan anvendes«.

Efter Sehestedts forslag bifaldt kongen, at den årlige rente af bødernes sum, 7 rigsdaler, anvendtes dels til Rudkøbing Kirkes bedste, dels til trende af de fattigste Lemmer i byen hver juleaften; »thi på denne måde — skrev Sehestedt — kan ej alene guds huses og de fattiges gavn og nytte fremmes, mens det kunne og tjene til en erindring for disse vanartige mennesker såvel som deres efterkommere og naboer herefter bedre i slige tilfælde at betænke sig, i stedet at, om pengene nu på én gang til kirken eller de fattige blev udgiven, da vilde ej alene den hele summa ikke lidet forslå, mens endog fornemmelig årsagen, hvorfor den er bleven betalt, som gemenlig plejer at ske, snart bortfalde og slås i glemmebogen, da dog slige erindringer altid og særdeles nu i dette stift er højfornødne, hvor iblandt andet den selvrådige ulydigheds lyde fast synes at tage overhånd, og hvis den ej hver gang og udi tide tvinges og dæmpes, til skadelige extremiteter kunde udbryde og udfalde«.

Således opstod mulctlegatet i Rudkøbing, der den dag i dag (1924) uddeles af sognepræsten, dommeren og kirkeværgen med 11 kroner og 20 øre hvert år, hvoraf kirken nyder 6 kroner og 36 øre og tre fattige hver 1 krone og 61 øre.

Men Rudkøbings borgere blev ikke kloge af skade endnu i mange år; i 1751 var ingen at formå til at nedgrave en død hest, og i 1772 vilde ingen bære en død arrestant til jorden.

Under hensyn til den uddannelse, Friederichsen havde fået, er det ikke så forunderligt, at han til tider ikke ret kunde magte forholdene i en købstad, hvor han ikke alene var byfoged og politiøvrighed, men tillige magistrat, da borgmesterembedet var afskaffet 1682 her ligesom i mange andre småbyer. Han synes at have tilbragt sin barndom i Rudkøbing, hvor han som et fattigt barn blev opdragen af en snedker, indtil han kom i tjeneste hos den norske vice-statholder Frederik Gabel, hvis Søn viceadmiral Christian Carl Gabel kalder ham »en opfødning af min salig fader«. Efter statholderens død 1708 tjente han admiralen trolig og vel og var med ham i adskillige søkampe, hvorefter han havde forskellige andre tjenester, til sidst ved Kongsberg Sølvværk. Da byfogeden i Rudkøbing, Claus Bertelsen, der længe havde været så svag, at han sine sidste leveår holdt ret i sin seng, døde 29. oktober 1715, søgte han selv niende hans embede og fik det, formentlig nærmest
ved Gabels anbefaling, med bestalling af 24. Februar 1716. Også i ægteskab succederede han den afdøde byfoged, idet han 30. juni samme år giftede sig med hans enke, Anna Rosina Butner.

Sine regnskaber havde han besvær med at holde i orden, og en gang pådrog han sig en bøde for »sit utilbørlige forhold til justitskassen«; det kneb også for ham at få inddrevet restancer på forskellige afgifter hos borgerne, af hvilke »de vrangvilligste er de, som smøger tobak på gaden«.

Efter at han 1731 havde mistet sin hustru, der på sit dødsleje skænkede kirken 100 rigsdaler til vokslys samt til vedligeholdelse af altertavlen og hendes Epitaphium, følte den barnløse enkemand sig vistnok efterhånden trykket af sit embedes besværligheder; i 1738 vilde han gerne trække sig tilbage efter at have tjent på 25. år og, som han skriver til stiftamtmanden Grev Rantzau, »derved er af mangel på subsistence gerådet i armod og dog vist al vindskibelighed i embedet, byen, kirken, skolen til opkomst… Nådigste Patron, tænk på mig til det bedste og assistere mig derud i, at byen kan bekomme en vederheftigere mand end jeg, dermed er den
tjent, jeg arme menneske nyde en allernådigst pension«.

To år efter gentager han sin ansøgning om afsked i bevægelige Udtryk: »Så længe har jeg tiet med min nød, så længe har jeg tålt fortræd, efterstræbelse og bagvaskeri, at mængden af uro, overflødigheden af skade, for blotte embeds skyld, har ganske fortæret min formue og i visse grader kvalt min sjæl, tillige fast berøvet mit helbred. fireogtyve år har jeg holdt ved at blive byfoged, i samme år at tære mit eget, nu kan jeg ikke længere«.

Omsider lykkedes det ham i foråret 1743 at få sin afsked bevilget med en ringe årlig pension af 50 rigsdaler, som eftermanden, Christian Møller, efter tidens skik skulle udrede. Den 18. juni præsiderede han sidste gang som byfoged i bytinget og som magistrat i rådstuen, men fungerede dog i de nærmest følgende år jævnligen i byfoged møllers forfald. Allerhelst havde han forladt Rudkøbing, hvor opholdet var bleven ham så ubehageligt og kostbart, at han ansøgte Grev Rantzau, sin »højnådigste, fortræffeligste Patron og Herre«, om at benåde ham med et ringe logement hos en af Hans Højgrevelige Excellences underdanere på Brahesborg Gods; »jeg er kun enlig — skriver han — vil leve nødtørftig, fornøje mig med læsning og gudsfrygt med al rolighed, leve og dø under genereuse Hr. Patrons højnådigste Gouvernement«.

Rantzau har imidlertid ikke ment at kunne føje ham, og han forblev i Rudkøbing de elleve år, han endnu levede, des værre for ham; thi han indviklede sig i endeløse stridigheder med sin eftermand, som han snart kom i et fjendtligt forhold til, dels om embedsregnskaberne for hans funktionstid, dels om pensionen og dels om en lukket stol i kirken, hvilket
gav ham anledning til at udgyde sig i vidtløftige skriftlige forestillinger, affattede i en højst aparte stil.

Men han havde også interesser, der kunne udfylde en del af hans otium; i sin ungdom havde han lagt sig efter proberekunsten, et fag der også senere optog ham; nu studerede han kronologien og indsendte 1744 til kongen nogle vidtløftige beregninger over de bibelske årstal, som næppe have nogen værdi, ledsaget af en lang skrivelse i hans sædvanlige barokke stil. Samtidig sendte han Grev Rantzau en afskrift deraf, idet han benyttede sig af lejligheden til at udbede sig en anbefaling, »en højnådigst schedula attestoria, at jeg udi 28 års tid allernådigst har været betroet byfogedembedet udi Rudkøbing og derfra allernådigst udi nåde er dimitteret, samt benåde mig med deres højfortræffeligheds recommendation mig til bedste; derfor Gud ved sin nåde vederlægge Deres Højfortræffelighed», et ønske, som Rantzau gerne opfyldte, idet han tilskrev ham: »angående Eders opførsel da vil jeg stedse tilstå eder, at jeg i alle de embedes sager, som mig fra eder er forekomne den korte stund, i min betjenings tid var i embedet, intet usømmeligt har funden, ligesom jeg også, om noget Eder angående fra sine steder mig skulde vorde remitteret, gerne vil forestille Eders tarv og Eder på bedste og muligste måde recommendere. Derom I fuldkommelig kan være forvisset«.

Som en fattig, gammel og enlig mand i kummerlig tilstand, der i så mangeå ar trolig havde tjent byen og kirken, blev der ham af Biskop og Amtmanden i 1749 tilstået en årlig understøttelse af et legat samt renten af 100 rigsdaler, han efter sin hustrus og hendes første mands testamente havde udbetalt til Kirken. I oktober 1754 endte han sine dage og blev den 25. begravet i sin
hustrus grav i kirken uden betaling for fattigdom og hans forrige embedes skyld. Hans alder er ikke anført i kirkebogen.